National sprogscreening i EUD
National Sprogscreening af EUD-elever er et digitalt værktøj, som er målrettet test af elevers sproglige styrker og svagheder, når de starter på en erhvervsuddannelse. Værktøjet kan hjælpe med at give et bedre overblik over elevers sproglige niveau og dermed mulighed for at sætte målrettet ind helt fra skolestart, hvis der er behov for det.
Værdifuld viden til differentiering og indsatser
Testresultaterne giver læreren en unik mulighed for at være på forkant med elevernes sproglige niveau fra første skoledag og identificere, hvilke af eleverne der muligvis har dansksproglige læse-lytte-skrivevanskeligheder. Den viden er værdifuld, fordi den giver et godt udgangspunkt for at handle. Fx ved at man kan sætte tidligere ind i forhold til den enkelte elev eller etablere mere homogene klasser. Ligeledes kan man få et klarere billede af en given klasses sproglige niveau og i det hele taget få et godt afsæt for at differentiere undervisningen.
Letforståelige testresultater
Den pædagogiske og testfaglige validitet har været en grundpille i udviklingen af screeningsværktøjet og rummer klare muligheder for pædagogisk håndtering af testresultaterne i praksis. Testresultaterne er letforståelige, kan anskueliggøres grafisk og vises både som individprofiler og som gruppe-/klasse- profiler. Man kan også få en detaljeret oversigt over den enkelte elevs besvarelser.
Brugerne kan både anvende UNI-login og systemets egne adgangskoder.